Digt: Rigtig skønhed

af Karsten Auerbach

Rigtig skønhed.

Hvornår er det skønhed? Og hvornår er det blot kønt, smukt, pænt?

Hvornår er det sentimentalt, trivielt, forførende, fordummende, dekadent, klichefyldt, klistret velbehag?

Hvorved adskiller skønheden sig fra disse søstre?

For ikke at tale om niecerne Like og Nice?

Er det bare skønhed som er blevet slidt?

Skønhed som bliver brugt for ofte og som skal stå model til for meget

– som ikke nænsomt bliver gemt væk som japanske billedruller.

Er det bare skønhedens uundgåelige deroute?

Når hun langsomt siver ned fra samfundets top for at ende som allemandseje.

Mens de rige og magtfulde anskaffer sig en ny skønhed

Samtidig med at de træder på den gamle for fortsat at kunne positionere sig.

Deroppe.

Eller degenererer skønhed af at blive puttet i reservat?

Fanget, kontrolleret, defineret?

Kan rigtig skønhed kun leve vildt – som flygtige glimt midt i realiteterne?

Paradishuller – midt i det barske, grå og hverdagsagtige?

Er det derfor vi har grimhedens og forfaldets æstetik?

Oldinge der kysser. Nøgenfotos af amputerede misdannede kroppe.

Kaotisk strukturforladt jazz.

Vi insisterer på dens utæmmethed

Eller pludselige allestedsnærvær

Er skønheden kun levende og tydelig på baggrund af sin tilsyneladende modsætning?

Lever de store fortællinger kun deres lange liv fordi de inkluderer livets gru.

Overlever, overvinder,

som Liv og Livtrasser, der hånd i hånd træder ud af Ragnaroks ruiner.

Genopstår, genopretter.

Som Kristus selv.