af Karsten Auerbach
Kører gennem landskaber, som jeg ved er skønne.
Normalt giver det glæde og energi.
Men jeg mærker dem ikke i dag.
Er i stedet lettet over at kunne sige til mig selv.
At jeg heller ikke behøver at føle noget ved det.
Befriet for forpligtende gentagelser
giver jeg bakkerne, træerne, markerne lov til bare at ligge dér
– udenfor mig.