Refleksion: Skønhed

Af Mikael Kongensholm, teologistuderende og deltager på temadag om skønhed

Nogle gange oplever vi ting, som er skønne, ting, som overbeviser os om, at der findes skønhed i verden. Disse skønhedserfaringer kan fylde os med glæde, de kan fylde os med fred, med mening, eller en eller anden halvforuroligende og alligevel god fornemmelse af, at der findes noget, som er større end os selv.

Skønhed gennem

Skønheden kan komme til mig på mange måder

Gennem smagssansen, når den varme kirsebærsovs gør mors risalamande utrolig perfekt i munden.

Gennem høresansen, når Griegs Peer Gynt eller Radiohead: The Bends rammer mig og skaber medsang.

Gennem synssansen, når en skov viser alle sine farver eller når en sol går ned.

Gennem følesansen, når jeg klør en ko bag øret eller mærker, hvordan en bog ligger perfekt i hånden.

Gennem duftesansen, når jeg stikker næsen ned i en dåse hvid tempelthe eller dufter til en nyslået græsplæne.

Gennem fødderne, når de nærmest af sig selv begynder at bevæge sig til god dansemusik.

Aftonland

Gennem hjertet, når der bliver sat ord på noget, som er utrolig smukt og sandt på én gang. F.eks. Pär Lagerkvists digtsamling Aftonland, som utroligt godt får formuleret gudslængsel, tvivl, og den samtidige forundring over Guds nærvær i skabelsen og naturen og følelsen af Guds fravær i vore liv. Den har bl.a. følgende linjer:

Du sträcker ut din skymningshand

och plågad själ får vila,

du släcker hjärtats tunga brand

och leder genom aftonland

den trötte till hans vila.

(jeg har kun den svenske version, men skymningshand=skumringshånd og släcker=slukker)

Kaldet på skønheden

Forskellige ting kan kalde skønhedserfaringer frem. Nogle gange er det det ukendte, som i tilfældet med den klassiske musik. Den klassiske musiks verden er stadig utrolig stor og ny og mystisk for mig. I forhold til det rytmiske musik, jeg ellers mest har hørt, så er den helt anderledes. Denne anderledeshed og mysticisme forøger chancen for skønhed, da det til tider er let at overse skønheden i ting, man kender og forstår godt.

Andre gange er det nostalgien, som kalder skønhedserfaringen frem. Ting, som jeg kender godt og tidligere har haft gode oplevelser med, kan ved et gensyn år senere, pludselig ramme ekstra hårdt igen. Udover den skønhed, som tingen besidder, kommer nu også nostalgiens kraft og forstærker oplevelsen.

I tilfældet med Pär Lagerkvists digtsamling tror jeg det skyldes, at skønheden her både sætter så smukke ord på noget, som jeg genkender i mig selv, og at skønheden her samtidig nærmer sig sandheden. Når de to ting forener sig, så er det vel ikke så mærkeligt at erfaringen bliver stærk.

Nedbrudt skønhed

Måske skønhedserfaringen næsten bliver stærkere, når skønheden ses i noget som er nedbrudt og såret, men som der alligevel er liv og håb i.

Skønhed i det nedbrudte

Skønhed i det nedbrudte

Skønheden i det nedbrudte er med til at minde os om, at skønhed ikke er det samme som perfekthed eller harmoni. Det kan det måske være nogle gange, men det skønne er ikke altid rart og ordentligt. Det kan også være vildt og kaotisk. Skønheden i det nedbrudte er også med til at minde os om, at skønheden påvirker os, minder os om håbet, og bevæger os, sætter os i gang. Sætter os i gang med at skabe mere skønhed selv, og måske med at blive klogere på dette nærmest overnaturlige, transcendente, uden for os selv, som skønhedserfaringerne nogle gange kalder på. Denne sætten os i gang er en af skønhedens funktioner.

Skønhed og funktionalitet

Skønheden kan dog også få en uoptimal plads i vores liv. F.eks. når den går ind og forstyrrer funktionaliteten på brugsting. Det hjælper ikke særlig meget at have brugsting, hvis deres skønhed gør, at man ikke kan eller tør bruge dem. Så skaber skønheden netop ikke bevægelse, men stivnelse, og så mister den hurtigt sin glans.

En rigtig interessant og vellykket temadag i går om skønhed i OPENspace var med til at kalde disse tanker frem.