OPENspace nyhedsmail maj 2013

OPENspace camp 2013 er på trapperne!

Et virkelig spændende program er blevet sat sammen, og vi glæder os til at dele det med jer!

Hvad?

Foredrag –workshops – installation – dans – koncert – udstilling – åben scene – natur –fællesskab – samtaler i natten…

Hvornår?

Onsdag 24. juli til søndag 28. juli 2013.

Hvor?

Emmaus, galleri og kursuscenter, Højskolevej 9, 4690 Haslev (10 min. fra stationen)

Pris:

1995 kr. (1695 kr. for studerende) ved tilmelding før 25. juni.

(Fuldtidskunstnere, pensionister og arbejdsløse kan søge om nedsat pris.)

Talere:

Monique Schliedrecht, Canada, billedkunstner og leder af kunstevents (wayfarertrust.org) og Anders Michael Hansen (Danmark), teolog, natkirkepræst ved Odense Domkirke og innovatør samt bestyrelsen for OPENspace.

Workshops:

Interview-portrætter, skriveværksted, foto, dans og billedkunst.

Koncerter:
Sofia Hedia og SUKK
Tilmelding:

www.openspace-art.dk – her kan du også læse meget mere om campen.

Spørgsmål?

Kontakt Dorte Kappelgaard 20 62 62 94 (dorte@openspace-art.dk) eller Rie Andersen 20 60 30 22.

Vi ses på Emmaus!

Sommerglade hilsner fra arrangørgruppen

Anne Kathrine Ejsbøl, Mikael Kongensholm, Louise Dahl Jakobsen, Rie Andersen og Dorte Kappelgaard

Koncerter på campen: Sofia Hedia og SUKK

SUKK – spiller torsdag aften

SUKK er navnet på et musikalsk univers, som vi gerne vil lukke dig ind i. Det er enkel men episk popmusik, formet med percussiv tyngde i en blanding af syntetiske og organiske lyde. Bag musikken står vi – en nyudsprunget mand-og-kone duo fra København, der sammen i vores lille dagligstue på tredje sal indspiller, synger, sampler, mixer og udgiver vores musikalske hjertebarn SUKK.

Væbnet med alt fra simpelt klokkespil til ægte kirkeorgel, tangenter, synthesizers, strygere, blæs og en hær af slagtøj udforsker vi grænselandet mellem drømme og virkelighed. Lyden i SUKK er skabt med inspiration fra det nordiske vinterhalvår med dets golde natur, korte dage og bidende blæst. Vi synes selv, at musikken har lyd som matte jordfarver og minder om dis og tåge i skove af nøgne, mørke træer med sorte fugle. Her råder sjælens melankoli, og der er plads til at udfolde livets mange forskelligartede suk.

SUKK har netop udgivet ‘Ep’, som har fået 4 stjerner i GAFFA: “Udtrykket er nuanceret, dansksproget popmusik med en melankolsk undertone og masser af detaljer.”

SUKK er Johanne Jepsen og Peter Simonsen. Læs mere på www.sukk.dk

Sofia Hedia – spiller lørdag aften

Fortryllende klang, musik fra hjertet og ægte sangskrivertalent. Sofia Hedia er uddannet pianist og sangskriver fra musikkonservatoriet og har skrevet sange helt fra barnsben. Musikken kommer let til hende og flyder fra hende i en hvirvlende strøm med sin helt egen lyd og legende kompositioner. I flere år skrev hun på engelsk, men efter mødet med sanger og mentor Søren Huss, sprang hun ud i de danske gloser. Sproget på dansk giver Sofia en modig tilstedeværelse i sine sange, og man fornemmer, at hun har noget på hjerte.

I oktober 2012 ukom Sofia Hedia’s debut-EP ’Hudløs’, der fik en overvældende modagelse fra anmeldere samt publikum. Efterfølgende var hun på en omfattende danmarksturné som opvarming for Søren Huss, der gæstede Sofia’s sæt i duetten “Hudløs”.

Nu er Sofia, efter endt forårs turné med eget band, i fuld gang med indspilningen af hendes første fuldlængde album. Første single udspil derfra kommer midt i Maj 2013 og albummet forventes på gaden til September 2013.

Det har anmelderne sagt:

• Politikken (4 hjerter) “en brusende talentfuld og bredtfavnende sangerinde”

• Lydtapetet (4 stjerner) “de fem numre på Hudløs er en brusende og til tider berusende oplevelse, der hele tiden svæver op mod skyerne og videre mod Yahweh.”

• Undertoner (4 stjerner, live) “Hendes krystalklare vokal leverede smukke melodier, der nådesløst borede sig dybt ind i én med gribende dansk lyrik, der frembragte en nærmest religiøs følelse af nærvær.”

Læs og lyt: https://www.facebook.com/pages/Sofia-Hedia/201840729854767?ref=hl

Meningsbalance og fortælling

Når man erfarer meningsløshed, så har man tabt meningen og plottet. Forsvundet, stjålet, gået under. Der er et meningsunderskud på den indre bundlinje, og man frygter hver dag, at revisoren, ens egen nådesløse logik, skal komme forbi og dømme eksistentiel bankerot.

I sådanne situationer må man lave en handlingsplan, prøve at få udryddet underskuddet. Få tilført ny kapital. Ny mening.

Karen Blixen skulle have sagt følgende:

“Enhver lidelse er til at bære, bare den kommer ind i en historie.”

(Har hun ret? Findes der ikke lidelser, som er ubærlige og som kvæster os?)

Nu er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem meningsløshed og lidelse, men de hænger sammen. Lad os bare sige, at udsagnet også gælder for meningsløshed. Meningsløshed kan bæres, hvis den kommer ind i en historie, en fortælling.

Måske er der noget om det. En af grundene til at meningsløsheden rammer mange, er at vi har mistet kontakten med de store fortællinger. Klichéagtigt, ja. Men de er døde. Den eneste fortælling, vi har tilbage, er vores eget liv og krop, og den prøver vi ihærdigt at skrive på, bygge på, forbedre.

Men der opstår så let skriveblokade og skrivekrampe. Vi prøver krampagtigt at tvinge nok mening ud af vores eget liv, så vi kan få balance i meningsregnskabet. Tit lykkes det ikke, men vi kæmper videre, for vi har jo lært, at vi skal være ansvarlige og have kontrol over vores liv. Men til sidst kan man komme til point of no return, og give op. Slette alt det skrevne og stirre på det blanke papir, hvor meningen skulle have stået.

Nogle siger, at fortællinger og tekster generelt har overskud af mening, fordi de er åbne for fortolkning. Når en tekst er skrevet, når en historie er fortalt, mister forfatteren magten og et væld af mulige fortolkninger dukker op. Dette kan man begræde, men måske det også kan trøste. Der er nemlig så at sige mening til overs, der er overskud af mening i teksten.

En af kurene mod meningsløshed er at engagere sig i livet og verdenen omkring. Og det er udmærket. Men på en måde er dette stadig en del af forsøget på at skrive på min egen private livs- og kropsfortælling, på selv at skabe meningen.

Måske er en del af svaret, at vi skal kaste os over tekster og fortællinger. (måske endda nogle af Karen Blixen?) Koble os på dem, lade dem fylde os, fortolke dem og suge meningen ud af dem. Stoppe med selv at skrive på vores eget liv og krop, men i stedet lytte til andres fortællinger og leve os ind i nogle historier, som er større end os selv.

Måske kan vi på den måde få balance i meningsregnskabet.

(Skrevet af Mikael Kongensholm)

OPENspace nyhedsmail marts 2013

Læs om:

·      OPENspace camp 2013

·      OPENspace på kunstfestival

·      Læs OPENspace’ blog

·      Tilbageblik: Temadag om skønhed i november

·      Tilbageblik: Skriveworkshop på Emmausmødet

·      Engager dig i OPENspace

·      Tilmeld dig OPENspace nyhedsmail

OPENspace camp 2013

Sæt stort kryds i kalenderen d. 24.-28. juli, hvor vi indtager Emmaus, galleri og kursuscenter. Ligesom i 2010 og 2011 samler vi kunstudøvere og kreativt nysgerrige til 4-5 dage med inspirerende oplæg af høj kvalitet, workshops, lækker sceneoptræden og det her helt unikke fællesskab, som altid opstår i OPENspace. Vi tror, det handler om kombinationen af tryghed, frihed, plads til ærlighed og plads til at lege og udforske sammen, det er i hvert fald det, deltagerne melder tilbage igen og igen. Temaet bliver: ’fortællinger’ – i bredeste forstand. Gå ikke glip af en stor oplevelse! Der kommer snart mere information påwww.openspace-art.dk

OPENspace på ’Imagine’ kunstfestival

I Kristi Himmelfartsferien (9.-11. maj) holder Kolding Internationale Højskole kunstfestivalen ’Imagine’ med mange forskellige kunstneres medvirken. OPENspace deltager med oplæg om vores erfaringern som kunstnerisk netværk i Danmark. Har du lyst til at tage med og møde andre kunstnere og kreative? Læs mere om Imagine her.

Følg OPENspace’ blog

Hold øje med OPENspace bloggen, hvor vi sætter fokus på kunst, tro og eksistens og især på de temaer, vi beskæftiger os med ved forskellige OPENspace events. Det seneste indlæg handler om det at inddrage æstetikken i måden at organisere på – en lille beretning fra et bestyrelsesmøde. Se bloggen her.

Tilbageblik: Temadag om skønhed

Skønheden er blid og vild. Den viser sig i det hæslige, i det guddommelige og kommer til os midt i hverdagens velkendte cyklus. Med en temadag om skønhed var der en novemberlørdag i 2012 lagt an til at udforske, fejre og praktisere dens mystik og potentiale.

Dagen bestod af oplæg om skønhed i et samfundsmæssigt, et kristent-spirituelt og et udøvende perspektiv. Bl.a. talte billedkunstner Karsten Auerbach om balancen mellem at ønske at skabe kunstværker, der gør noget godt ved modtageren, og vigtigheden i at komme med et ærligt, autentisk udtryk.

Der var deltagerdiskussioner og en workshop, hvor deltagerne selv fik mulighed på at gå på jagt efter skønhed og i grupper skabe kunstneriske udtryk for den. Deltagerne bidrog også med deres fortolkninger af skønhed: En ung fyr holdt et oplæg om chokolade med prøvesmagning, den kinesiske danser Minjia Liu stod for en kristen kropsmeditation og skrivegruppen ’Script’ læste poesi mellem retterne i middagen.

Læs mere her, og se fotos på facebook.

Tilbageblik: Poetisk workshop på Emmausmødet

I november holdt Rie Andersen og Dorte Kappelgaard en poetisk workshop på Emmausmødet, hvor interesserede i kristen spiritualitet samledes fra hele landet. Deltagerne, hvoraf de fleste ikke var vant til at skrive skønlitterært, kastede sig modigt ud og at lege med ord i form af refleksioner, bønner og små historier. Deltagerreaktionen var, at det havde været et trygt rum at udforske i, samtidig med at man virkelig var blevet udfordret. Flere gik hjem og ville arbejde videre med det at skrive.

Engager dig i OPENspace

Kunne du tænke dig at skabe med på OPENspace? Det er der mange muligheder for. Vi kender nogle af dem – og måske du selv har idéer? Læs mere her.

Tilmeld dig OPENspace nyhedsmail

Modtag nyhedsmails og følg med i kommende og tidligere begivenheder. Du bliver ikke spammet – vi udsender 4-6 nyhedsmails om året. Tilmeld dig her (nederst på siden). Hvis linket ikke virker, kan du tilmelde dig via facebook.

Æstetisk mødeledelse?

Kunst, tro og eksistens er ikke bare et interessant felt, det er et mindset, et par briller at se på verden gennem. Det er en måde at arbejde på. Ved at sætte fokus på sanser, forestillingsevne, leg og kunstnerisk udfoldelse, når vi planlægger, organiserer og tager beslutninger, får vi adgang til flere perspektiver og muligheder. Hoved, hjerte og intuition kommer på arbejde sammen, ikke som modsætninger, hvor der må lukkes af for den ene part, hvis den anden skal følges. Det samme gælder det at tage spiritualiteten med – det åbner os for den åndelige dimension i det hverdagslige. Vi bliver forbundet med det, der er den grundlæggende motivation for at arbejde med feltet.

I OPENspace indleder altid vores bestyrelsesmøder med selv at fordybe os i det skabende, i troen og i et spørgsmål, der tumler i en af os i forhold til det vi står i. På sidste møde skete det via skype. Det var en lidt speciel oplevelse at sidde foran to computerskærme og være i en kreativ proces sammen. Vi valgte at sætte fokus på inkarnation i anledning af den forestående jul: En søgen efter tegn på inkarnation, det vil sige, det at Gud kommer til verden, kommer til os, og tager liv gennem det, der sker i denne verden – på mange forskellige måder.

Vi gav os selv fem minutter til at finde spor af inkarnation, enten i noget der var sket i løbet af dagen, eller ved at skabe noget. Rie kiggede rundt på sit julepynt og reflekterede over, hvordan det at vi samles, pynter op, inviterer andre hjem, besøger andre, rykker tættere sammen i julen, er tegn på inkarnation – det at Gud kommer til os gennem hinanden. Karsten tegnede en række kroppe, der bevægede sig hen mod noget i en ’on-going’ proces med Jesus som den røde tråd. Jeg tegnede det krybberum, der er i ’Mit hjerte altid vanker’, som jeg har brug for at søge ind til og hente fokus og liv i, samtidig med at der sker meget rundt omkring det centrum.

På den måde fik vi endnu engang en oplevelse af sammen at gå til dagsordenen og planerne for det kommende år, ikke bare i hovederne, men som hele mennesker med sanserne åbne, forestillingsevnen varmet op og et hjerte for den samme sag, ikke bare som en principiel virkelighed, men som en smuk erfaring i øjeblikket. Min erfaring er, at det gør en forskel. Det giver en større oplevelse af fælles flow. Det giver mere fokus og klarsyn til at tage bedre beslutninger, end hvis vi var gået direkte til dagsordenen. Og det giver mig en oplevelse af, at OPENspace er det mulighedsrum, vi skaber rammer for og selv bevæger os i, snarere end en ’ting’, vi producerer.

Refleksion: Skønhed

Af Mikael Kongensholm, teologistuderende og deltager på temadag om skønhed

Nogle gange oplever vi ting, som er skønne, ting, som overbeviser os om, at der findes skønhed i verden. Disse skønhedserfaringer kan fylde os med glæde, de kan fylde os med fred, med mening, eller en eller anden halvforuroligende og alligevel god fornemmelse af, at der findes noget, som er større end os selv.

Skønhed gennem

Skønheden kan komme til mig på mange måder

Gennem smagssansen, når den varme kirsebærsovs gør mors risalamande utrolig perfekt i munden.

Gennem høresansen, når Griegs Peer Gynt eller Radiohead: The Bends rammer mig og skaber medsang.

Gennem synssansen, når en skov viser alle sine farver eller når en sol går ned.

Gennem følesansen, når jeg klør en ko bag øret eller mærker, hvordan en bog ligger perfekt i hånden.

Gennem duftesansen, når jeg stikker næsen ned i en dåse hvid tempelthe eller dufter til en nyslået græsplæne.

Gennem fødderne, når de nærmest af sig selv begynder at bevæge sig til god dansemusik.

Aftonland

Gennem hjertet, når der bliver sat ord på noget, som er utrolig smukt og sandt på én gang. F.eks. Pär Lagerkvists digtsamling Aftonland, som utroligt godt får formuleret gudslængsel, tvivl, og den samtidige forundring over Guds nærvær i skabelsen og naturen og følelsen af Guds fravær i vore liv. Den har bl.a. følgende linjer:

Du sträcker ut din skymningshand

och plågad själ får vila,

du släcker hjärtats tunga brand

och leder genom aftonland

den trötte till hans vila.

(jeg har kun den svenske version, men skymningshand=skumringshånd og släcker=slukker)

Kaldet på skønheden

Forskellige ting kan kalde skønhedserfaringer frem. Nogle gange er det det ukendte, som i tilfældet med den klassiske musik. Den klassiske musiks verden er stadig utrolig stor og ny og mystisk for mig. I forhold til det rytmiske musik, jeg ellers mest har hørt, så er den helt anderledes. Denne anderledeshed og mysticisme forøger chancen for skønhed, da det til tider er let at overse skønheden i ting, man kender og forstår godt.

Andre gange er det nostalgien, som kalder skønhedserfaringen frem. Ting, som jeg kender godt og tidligere har haft gode oplevelser med, kan ved et gensyn år senere, pludselig ramme ekstra hårdt igen. Udover den skønhed, som tingen besidder, kommer nu også nostalgiens kraft og forstærker oplevelsen.

I tilfældet med Pär Lagerkvists digtsamling tror jeg det skyldes, at skønheden her både sætter så smukke ord på noget, som jeg genkender i mig selv, og at skønheden her samtidig nærmer sig sandheden. Når de to ting forener sig, så er det vel ikke så mærkeligt at erfaringen bliver stærk.

Nedbrudt skønhed

Måske skønhedserfaringen næsten bliver stærkere, når skønheden ses i noget som er nedbrudt og såret, men som der alligevel er liv og håb i.

Skønhed i det nedbrudte

Skønhed i det nedbrudte

Skønheden i det nedbrudte er med til at minde os om, at skønhed ikke er det samme som perfekthed eller harmoni. Det kan det måske være nogle gange, men det skønne er ikke altid rart og ordentligt. Det kan også være vildt og kaotisk. Skønheden i det nedbrudte er også med til at minde os om, at skønheden påvirker os, minder os om håbet, og bevæger os, sætter os i gang. Sætter os i gang med at skabe mere skønhed selv, og måske med at blive klogere på dette nærmest overnaturlige, transcendente, uden for os selv, som skønhedserfaringerne nogle gange kalder på. Denne sætten os i gang er en af skønhedens funktioner.

Skønhed og funktionalitet

Skønheden kan dog også få en uoptimal plads i vores liv. F.eks. når den går ind og forstyrrer funktionaliteten på brugsting. Det hjælper ikke særlig meget at have brugsting, hvis deres skønhed gør, at man ikke kan eller tør bruge dem. Så skaber skønheden netop ikke bevægelse, men stivnelse, og så mister den hurtigt sin glans.

En rigtig interessant og vellykket temadag i går om skønhed i OPENspace var med til at kalde disse tanker frem.

Digt: Skønhed/befriet

af Karsten Auerbach

Kører gennem landskaber, som jeg ved er skønne.

Normalt giver det glæde og energi.

Men jeg mærker dem ikke i dag.

Er i stedet lettet over at kunne sige til mig selv.

At jeg heller ikke behøver at føle noget ved det.

Befriet for forpligtende gentagelser

giver jeg bakkerne, træerne, markerne lov til bare at ligge dér

– udenfor mig.

 

Temadag om skønhed d. 3. november

OPENspace inviterer til temadag om SKØNHED lørdag d. 3. november

Skønheden er dragende, blid og utæmmet. Den viser sig i det harmoniske, det hæslige og det guddommelige – og prikker pludselig til os i hverdagen.

På temadagen ser vi på, hvor og hvordan skønheden møder os – og hvilken rolle, den spiller i et samfund, der på mange måder enten hylder skønheden som ’overfladepænhed’ eller vrænger på næsen ad den som elitær æstetik – eller er blind for det kaotiske, dystre og mørke. Det gør vi i lyset af vores egne erfaringer og kontekster – og i lyset af en kristen spiritualitetstradition.

• Kom og oplev forskellige kunstneres fortolkninger af skønhed gennem bl.a. dans, musik, poesi og smagsløg

• Lyt til billedkunstner og teolog Jørn Henrik Olsens refleksioner over skønhedens rolle i samfundet i dag

• Vær med til at udforske skønheden gennem kreative/kunstneriske udtryk

• Oplev skønheden i mødet med andre mennesker

Det kræver ingen forudsætninger, viden eller bestemte holdninger at deltage på temadagen, kun lyst til det og nysgerrighed på skønhed. Temadagen har noget at sige til professionelle kunstnere (inden for musik, litteratur, scene, billedkunst osv.), amatører og de, der er nysgerrige og ikke primært ser sig

som kreative. Alle er velkomne!

Temadagen begynder kl. 9.30 og slutter, når sidste mand lukker og slukker engang ud på aftenen!

Sted: Kontorhotellet No51, Vermlandsgade 51, 2. sal, 2300 København S, 2300 København S

Pris: 250 kr / 200 kr for arbejdsløse, studerende og fuldtidskunstnere

Tilmeldingsfrist: 25. oktober via hjemmesiden

Detaljeret program følger.

Arrangørgruppe: Tobias Dirksen, Maria Krogh Iversen, Anne Marie Andersen og Dorte Kappelgaard

Læs mere under ‘kommende begivenheder’ og på facebook.

Kontakt: Dorte Kappelgaard på dorte@openspace-art.dk / tlf 2062 6294, hvis du har spørgsmål.

Refleksion: Skønheden som nødvendighed

af Dorte Kappelgaard

Skønheden er stærkt undervurderet – og misforstået! Den er hverken kedelig, ufarlig pænhed eller en overflade, der ikke kan nå de samme dybder som det destruktive. Den kan heller ikke reduceres til uopnåelige idealer. Ligesom den ikke er nogen luksus, som kun er for dem, der har overskud og dem der kan tage på udstillinger og til koncerter i weekenden.

Skønheden er en livsnødvendighed, en del af ethvert menneskes eksistensgrundlag. Den er noget fællesmenneskeligt, der minder os om, at vi er mere end det, vores omstændigheder gør os til. Den peger ud mod den store sammenhæng, der findes om ikke i den, så før, efter og rundt om den. Den møder os på alle steder, hvis vi er åbne for den, også i det brudte.

Når kunstneren bevidst eller ubevidst giver sig selv lov til at længes efter håb, lys og skønhed, og når denne kunstner har tilstrækkelige færdigheder til at udføre det, han eller hun har sat sig for, så tror jeg oftest kunstværket vil afspejle en skønhed, der vil vække genklang i den modtager, der er åben for det sprog, der anvendes. Og ideelt set vil skønheden i værket gøre modtageren lidt mere til et menneske, det menneske, som det er skabt til at være, helt og handlende, uden at kunstneren har nogen anelse om, hvordan det sker.

 

Digt: Skønhed

af Karsten Auerbach

Ordet skønhed

Ordet giver mening i forhold til naturoplevelse

Men hvad er det egentlig der rører mig?

Farverne? Storheden? Lyset?

Eller er det et romantiseret fravær af menneskeskabte ting.

Ser jeg blot på naturen med det sen-industrielle filter, jeg er vokset op med?

70ernes mælkebøtte der endnu ikke er holdt op med at bryde op gennem stenbroen.

Ordet giver mening i forhold til dyrs og menneskers kroppe.

Ynde, elegance, værdighed – proportioner.

Men også bevægelserne, dynamikken

Sidste weekend kørte vi i to timer bare for at se nogle dansere.

Ordet skønhed.

Først nu tænker jeg på det menneskeskabte:

Kunst…

Eller skønt design; sjovt nok min første association: Gamle runde biler.

Først nu husker jeg, at skønheden ikke kun er visuel.

Tager mine billedkunstnerbriller af.

Den er også narrativ

Film teater romaner

Eller rent sproglig i lyrikken

Musikken og arkitekturen – den rumlige skønhed er det sidste jeg tænker på, og som jeg har færrest ord

for…

Alle de sprog

Som sanser og siger det, ordene ikke kan

Så meget vi glemt, siden vi fik dem.