OPENspace 2018

English version below.
Det er tid til at standse op og undre sig, med sanser, tanker, talebobler og stilhed. Det er tid til at kaste sig ud, eksperimentere, lege, danse. Det er tid til OPENspace! Efter næsten tre års pause skruer vi op, og vi skruer ned, børster støvet af dette mødepunkt mellem kunst, tro og eksistens.
 
At undres og forundres. Blive nærværende for hinanden, og over for det vi skaber. Det store og det små. I livet. Det er temaet for denne OPENspace. Filosoffen Miller beskriver det at undre sig, som at sidde på et hængsel og dreje rundt, på vej ind mod noget, man ikke kender. Netop det at svæve over dørtrinnet og ikke have styr på, hvad det er, der møder én, men være nærværende, sårbar, tilgængelig, er noget af det, vi kan øve os på, når vi skaber. Og det at skabe hjælper os til at gøre det andre steder i livet. Tror vi nok. Vi vil prøve.
 
OPENspace er tre døgn med leg, fordybelse, samtaler, plads til at trække sig tilbage, anledninger til at skabe. Det er for professionelle kunstnere, glade amatører, innovative hoveder, ledere der savner at få krop og leg med og andre med mod på at stå i et skabende og eksistentielt felt og at lade sig inspirere af en kristen spiritualitetspraksis og samtaler om liv, tro og undren. 
 
Om formiddagen vil der være oplæg og mulighed for drøftelse. Om eftermiddagen bliver der workshops, hvor man kan vælge at skrive, spille teater, lave landart (kunst af natur i natur). Eller gå en tur for sig selv. Om aftenen vil der være forskellig performance ved deltagere. Vi finder også ud af noget med et dansegulv, og der vil være mulighed for at deltage i meditative dryp et par gange om dagen. Måske en enkel og skæv lille gudstjeneste.
 
Hovedtaleren er manuskriptforfatteren Murray Watts, der leder Wayfarer Trust og har et lille slot på Nordøstspidsen af Skotland, Freswick Castle, hvor han samler kunstnere og andre søgende sjæle. www.wayfarertrust.org.
 
Det her er for dem, der tænker, de er for dygtige, eller ikke kunstneriske nok, eller ikke troende nok, eller ikke sociale nok. Det handler om plads til at ånde og gå sin egen vej, og det handler om community. Det er OPENspace!
Maden er formidabel, sengene redte og værelserne lyse.
Sted: Emmaus, galleri og kursuscenter, Haslev

 

Pris v. dobbeltværelse: 2600 kr.
Tillæg v. enkeltværelse: 150 kr.
 
Tilmeldingsfrist: 18. april. (OBS: Der skal være 28 deltagere tilmeldt her, for at OPENspace gennemføres!)