Om at slå rødder i kunstens og kristendommens traditioner – og i samtiden

v. Dorte Kappelgaard

”Er du klar over, hvad en organist kan,” spurgte en oboist, jeg kender, for nylig. ”Han modulerer rundt (laver overgange) mellem tonearter, når han skal binde musikken i gudstjenesten sammen. Meget af det, der sker er improvisation. Det kan han, fordi han ved, hvad han gør. Du kan sige til en konservatorieuddannet organist, skriv en koral i en bestemt tradition, så gør han det.”

Jeg har hørt flere forfattere sige, at ’det vigtige er ikke at lære at skrive godt, men at lære at læse godt’. Når jeg får feedback på mine egne skriverier fra en veninde, er margenen fuld af henvisninger til digtsamlinger, jeg bør læse. ’Sæt dig til at skrive Inger Christensen af, det ville være godt.’ Yahya Hassan skriver ud af den opvækst, han har haft, men han skriver også ud af at være blevet sat til at læse Shakespeare af en mentor. Og jeg tænker på min dansklærer, der brugte en time om ugen i 1.g på at læse højt for os af god skønlitteratur.

Et medlem af bandet ’Psalters’ fra Philadelphia tog til Vestafrika og boede en tid i en landsby for at lære trommespil af de lokale mestre. Han fik så nogle kristne til at fortælle sig, hvilke af de tillærte rytmer, der fremmede noget godt, og hvilke der vakte noget ondt i mennesker, og som han skulle holde sig fra. Tilbage i Philadelphia underviser han frivilligt sorte børn på mindre bemidlede skoler i at spille tromme og viser dem noget i deres rødder, de kan være stolte af.

Det at slå rødder i en tradition er ikke et projekt, man kan sætte sig for at gøre på en nat, og det er ikke noget, nogen gider læse om på Facebook. Det kræver noget så gammeldags som trofasthed, disciplin, respekt for det, man ikke forstår og tålmodighed. I en jeg-er-unik-kultur er det fristende at se det som en unødvendig omvej at lære gamle discipliner. Vi vil ikke være kopier. Og det, vi skaber, må ikke tage for lang tid, for livet er kort og folk har alligevel glemt det, vi har fremstillet, efter et par dage. Vi får en skab-og-smid-væk-kultur.

Men det at turde at være langsom og lade sig udfordre, lytte og se, fordybe sig, slippe tiden og synke ind i en disciplineret undersøgelse af det, der er gået forud for en selv, inden man dukker op og ud og finder nye udtryk, vil sætte sine spor i det, vi skaber. Nyskabelse kommer sjældent af ikke at lade sig præge af det, der er gået forud. Tværtimod kan det at slå rødder i en kunstnerisk tradition gøre det muligt at sætte noget der fungerer ind i en ny sammenhæng og give tyngde til det nye. Og det nye vil uundgåeligt komme, fordi vi lever i forskellige sammenhænge og er forskellige som mennesker.

I mødet med traditionen kan man opleve sig som lille, men også få oplevelsen af at være del af en større sammenhæng, kunne bidrage med noget, som også har en berettigelse. ‘Feed the lake,’ siger forfatteren Madelaine l’Engle, lad dit vandløb bidrage til den store sø. Berettigelsen består i, at der er brug for mange stemmer, og at ingen har netop ens egen stemme.

Og så kommer min egentlige pointe: Også hvad angår behandlingen af kristne symboler og temaer er der behov for en fordybelse i, hvad der er gået forud, så vi får udtryk med substans og langsom, ydmyg relateren til den større historie. At behandle religiøse temaer i kunst ureflekteret og historieløst skaber sjældent noget, der er originalt. Det bliver alt for nemt til kopier af det, andre gør i øjeblikket – uden kunstnerisk og indholdsmæssig tyngde. For selvfølgelig læner vi os op ad noget i det, vi skaber, det kan bare være mere eller mindre reflekteret.

Grundtvig, Kingo, Brorson kunne deres bibelhistorie, og det kan man se i deres salmer. De fordybede sig også i det, der prægede deres samtid og lod det møde traditionen. Det kom der dybt originale salmer ud af, som havde tyngde vi også kan inspireres af i dag. Hymns from Nineveh er et eksempel på, hvordan grundig, nænsom fordybelse i den kristne tradition i mødet med kunstnerisk fordybelse og et nærvær over for det, der rører sig i samtiden, bidrager til nyskabelse, der har en egen berettigelse og er original. Det er der brug for meget mere af i en på mange måder traditionsforglemmende tid.