Meningsbalance og fortælling

Når man erfarer meningsløshed, så har man tabt meningen og plottet. Forsvundet, stjålet, gået under. Der er et meningsunderskud på den indre bundlinje, og man frygter hver dag, at revisoren, ens egen nådesløse logik, skal komme forbi og dømme eksistentiel bankerot.

I sådanne situationer må man lave en handlingsplan, prøve at få udryddet underskuddet. Få tilført ny kapital. Ny mening.

Karen Blixen skulle have sagt følgende:

“Enhver lidelse er til at bære, bare den kommer ind i en historie.”

(Har hun ret? Findes der ikke lidelser, som er ubærlige og som kvæster os?)

Nu er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem meningsløshed og lidelse, men de hænger sammen. Lad os bare sige, at udsagnet også gælder for meningsløshed. Meningsløshed kan bæres, hvis den kommer ind i en historie, en fortælling.

Måske er der noget om det. En af grundene til at meningsløsheden rammer mange, er at vi har mistet kontakten med de store fortællinger. Klichéagtigt, ja. Men de er døde. Den eneste fortælling, vi har tilbage, er vores eget liv og krop, og den prøver vi ihærdigt at skrive på, bygge på, forbedre.

Men der opstår så let skriveblokade og skrivekrampe. Vi prøver krampagtigt at tvinge nok mening ud af vores eget liv, så vi kan få balance i meningsregnskabet. Tit lykkes det ikke, men vi kæmper videre, for vi har jo lært, at vi skal være ansvarlige og have kontrol over vores liv. Men til sidst kan man komme til point of no return, og give op. Slette alt det skrevne og stirre på det blanke papir, hvor meningen skulle have stået.

Nogle siger, at fortællinger og tekster generelt har overskud af mening, fordi de er åbne for fortolkning. Når en tekst er skrevet, når en historie er fortalt, mister forfatteren magten og et væld af mulige fortolkninger dukker op. Dette kan man begræde, men måske det også kan trøste. Der er nemlig så at sige mening til overs, der er overskud af mening i teksten.

En af kurene mod meningsløshed er at engagere sig i livet og verdenen omkring. Og det er udmærket. Men på en måde er dette stadig en del af forsøget på at skrive på min egen private livs- og kropsfortælling, på selv at skabe meningen.

Måske er en del af svaret, at vi skal kaste os over tekster og fortællinger. (måske endda nogle af Karen Blixen?) Koble os på dem, lade dem fylde os, fortolke dem og suge meningen ud af dem. Stoppe med selv at skrive på vores eget liv og krop, men i stedet lytte til andres fortællinger og leve os ind i nogle historier, som er større end os selv.

Måske kan vi på den måde få balance i meningsregnskabet.

(Skrevet af Mikael Kongensholm)