Digt: Skønhed

af Karsten Auerbach

Ordet skønhed

Ordet giver mening i forhold til naturoplevelse

Men hvad er det egentlig der rører mig?

Farverne? Storheden? Lyset?

Eller er det et romantiseret fravær af menneskeskabte ting.

Ser jeg blot på naturen med det sen-industrielle filter, jeg er vokset op med?

70ernes mælkebøtte der endnu ikke er holdt op med at bryde op gennem stenbroen.

Ordet giver mening i forhold til dyrs og menneskers kroppe.

Ynde, elegance, værdighed – proportioner.

Men også bevægelserne, dynamikken

Sidste weekend kørte vi i to timer bare for at se nogle dansere.

Ordet skønhed.

Først nu tænker jeg på det menneskeskabte:

Kunst…

Eller skønt design; sjovt nok min første association: Gamle runde biler.

Først nu husker jeg, at skønheden ikke kun er visuel.

Tager mine billedkunstnerbriller af.

Den er også narrativ

Film teater romaner

Eller rent sproglig i lyrikken

Musikken og arkitekturen – den rumlige skønhed er det sidste jeg tænker på, og som jeg har færrest ord

for…

Alle de sprog

Som sanser og siger det, ordene ikke kan

Så meget vi glemt, siden vi fik dem.

Digt: Rigtig skønhed

af Karsten Auerbach

Rigtig skønhed.

Hvornår er det skønhed? Og hvornår er det blot kønt, smukt, pænt?

Hvornår er det sentimentalt, trivielt, forførende, fordummende, dekadent, klichefyldt, klistret velbehag?

Hvorved adskiller skønheden sig fra disse søstre?

For ikke at tale om niecerne Like og Nice?

Er det bare skønhed som er blevet slidt?

Skønhed som bliver brugt for ofte og som skal stå model til for meget

– som ikke nænsomt bliver gemt væk som japanske billedruller.

Er det bare skønhedens uundgåelige deroute?

Når hun langsomt siver ned fra samfundets top for at ende som allemandseje.

Mens de rige og magtfulde anskaffer sig en ny skønhed

Samtidig med at de træder på den gamle for fortsat at kunne positionere sig.

Deroppe.

Eller degenererer skønhed af at blive puttet i reservat?

Fanget, kontrolleret, defineret?

Kan rigtig skønhed kun leve vildt – som flygtige glimt midt i realiteterne?

Paradishuller – midt i det barske, grå og hverdagsagtige?

Er det derfor vi har grimhedens og forfaldets æstetik?

Oldinge der kysser. Nøgenfotos af amputerede misdannede kroppe.

Kaotisk strukturforladt jazz.

Vi insisterer på dens utæmmethed

Eller pludselige allestedsnærvær

Er skønheden kun levende og tydelig på baggrund af sin tilsyneladende modsætning?

Lever de store fortællinger kun deres lange liv fordi de inkluderer livets gru.

Overlever, overvinder,

som Liv og Livtrasser, der hånd i hånd træder ud af Ragnaroks ruiner.

Genopstår, genopretter.

Som Kristus selv.

 

OPENspace’ blog – kom med på opdagelse!

De temaer, OPENspace tager op i forbindelse med temadage og camps er ikke tilfældige – vi tager det op, som vi selv og andre har brug for og lyst til at udforske. I arrangørgruppe og bestyrelse tygger og skaber vi os selv ind i temaet og ud på nyt vand. Vi har besluttet, at vi ikke vil mødes uden selv at skabe noget relateret til temaet – i en eller anden form.

Vi vil her dele noget af vores rejse med dig som forberedelse til et kommende arrangement – uanset om du kommer til at deltage eller ej.

Det gør vi, fordi vi ønsker at være med til at sætte ord på noget af det, som vi oplever, at mange går rundt og tænker – men ikke er vant til at tale med andre om. Vi vil gerne give plads til genkendelse. Vi vil også gerne inspirere til, at du selv begiver dig ud på dybt vand – undersøger, leder efter ord, farver, toner – og måske deler dem med andre.

Du er meget velkommen til at give dit besyv med i form af en kommentar!