Om at slå rødder i kunstens og kristendommens traditioner – og i samtiden

v. Dorte Kappelgaard

”Er du klar over, hvad en organist kan,” spurgte en oboist, jeg kender, for nylig. ”Han modulerer rundt (laver overgange) mellem tonearter, når han skal binde musikken i gudstjenesten sammen. Meget af det, der sker er improvisation. Det kan han, fordi han ved, hvad han gør. Du kan sige til en konservatorieuddannet organist, skriv en koral i en bestemt tradition, så gør han det.”

Jeg har hørt flere forfattere sige, at ’det vigtige er ikke at lære at skrive godt, men at lære at læse godt’. Når jeg får feedback på mine egne skriverier fra en veninde, er margenen fuld af henvisninger til digtsamlinger, jeg bør læse. ’Sæt dig til at skrive Inger Christensen af, det ville være godt.’ Yahya Hassan skriver ud af den opvækst, han har haft, men han skriver også ud af at være blevet sat til at læse Shakespeare af en mentor. Og jeg tænker på min dansklærer, der brugte en time om ugen i 1.g på at læse højt for os af god skønlitteratur.

Et medlem af bandet ’Psalters’ fra Philadelphia tog til Vestafrika og boede en tid i en landsby for at lære trommespil af de lokale mestre. Han fik så nogle kristne til at fortælle sig, hvilke af de tillærte rytmer, der fremmede noget godt, og hvilke der vakte noget ondt i mennesker, og som han skulle holde sig fra. Tilbage i Philadelphia underviser han frivilligt sorte børn på mindre bemidlede skoler i at spille tromme og viser dem noget i deres rødder, de kan være stolte af.

Det at slå rødder i en tradition er ikke et projekt, man kan sætte sig for at gøre på en nat, og det er ikke noget, nogen gider læse om på Facebook. Det kræver noget så gammeldags som trofasthed, disciplin, respekt for det, man ikke forstår og tålmodighed. I en jeg-er-unik-kultur er det fristende at se det som en unødvendig omvej at lære gamle discipliner. Vi vil ikke være kopier. Og det, vi skaber, må ikke tage for lang tid, for livet er kort og folk har alligevel glemt det, vi har fremstillet, efter et par dage. Vi får en skab-og-smid-væk-kultur.

Men det at turde at være langsom og lade sig udfordre, lytte og se, fordybe sig, slippe tiden og synke ind i en disciplineret undersøgelse af det, der er gået forud for en selv, inden man dukker op og ud og finder nye udtryk, vil sætte sine spor i det, vi skaber. Nyskabelse kommer sjældent af ikke at lade sig præge af det, der er gået forud. Tværtimod kan det at slå rødder i en kunstnerisk tradition gøre det muligt at sætte noget der fungerer ind i en ny sammenhæng og give tyngde til det nye. Og det nye vil uundgåeligt komme, fordi vi lever i forskellige sammenhænge og er forskellige som mennesker.

I mødet med traditionen kan man opleve sig som lille, men også få oplevelsen af at være del af en større sammenhæng, kunne bidrage med noget, som også har en berettigelse. ‘Feed the lake,’ siger forfatteren Madelaine l’Engle, lad dit vandløb bidrage til den store sø. Berettigelsen består i, at der er brug for mange stemmer, og at ingen har netop ens egen stemme.

Og så kommer min egentlige pointe: Også hvad angår behandlingen af kristne symboler og temaer er der behov for en fordybelse i, hvad der er gået forud, så vi får udtryk med substans og langsom, ydmyg relateren til den større historie. At behandle religiøse temaer i kunst ureflekteret og historieløst skaber sjældent noget, der er originalt. Det bliver alt for nemt til kopier af det, andre gør i øjeblikket – uden kunstnerisk og indholdsmæssig tyngde. For selvfølgelig læner vi os op ad noget i det, vi skaber, det kan bare være mere eller mindre reflekteret.

Grundtvig, Kingo, Brorson kunne deres bibelhistorie, og det kan man se i deres salmer. De fordybede sig også i det, der prægede deres samtid og lod det møde traditionen. Det kom der dybt originale salmer ud af, som havde tyngde vi også kan inspireres af i dag. Hymns from Nineveh er et eksempel på, hvordan grundig, nænsom fordybelse i den kristne tradition i mødet med kunstnerisk fordybelse og et nærvær over for det, der rører sig i samtiden, bidrager til nyskabelse, der har en egen berettigelse og er original. Det er der brug for meget mere af i en på mange måder traditionsforglemmende tid.

Et digt på vej ind i temaet ‘Slå rødder’

På Korsvejsforum 2014, som OPENspace bidrager til, er overskriften ‘Slå rødder’. Som altid varmer vi op med et par blogindlæg ud fra det kommende tema. Marija Krogh Iversen deler dette digt:

vi er

vi

de massive marker

himlen ligger sig fladt ned på maven og ler og ruller om på ryggen

havet griber ind over den mosede strand, klitterne

to gange daglige forsøg på nærhed

blomsterklynger klynges op langs vejkanten

fårene lægger sig oven i deres gule lovsang

vi synger

vi

kroppen strækker sig ud i tavshed

Digte om Skrot og skønhed

Som optakt til Roskilde Domkirkes natkirkegudstjeneste d. 11. oktober (læs mere her), brygges der på digte under temaet ‘Skrot og skønhed’. Få et par smagsprøver her:

JA før mig hen til disse fjerne glasfebermarker

hvor skrotfuglene synger om kærlighedens kommunekemi blandt

svært jern og sakse

Her vil jeg lære om kranens anatomi af en kyndig krage

og synge med mit eget næb blandt voldsramte trompeter og udtjente sko

kasserede førerhunde og ulige tal

umoderne dyder og ustemte klaverer

og jeg vil huske glemte ord som:

langmodig, negerkys og vindbøjtel

Trine Andersen

I Vestjylland brændte vi bare tingene af.

Ikke noget med genbrug, bare røg mod himlen.

Men her i København, her er det svært at skrotte.

Det er svært at skrotte min langsomme smartphone.

Ja, for tænk nu på minearbejderne i Congo, som har skaffet de sjældne metaller til den.

Det er svært at skrotte min gamle hættetrøje.

Ja, for tænk nu på fabriksarbejderne i Bangladesh, som har fremstillet den.

Det er svært at skrotte min for gamle remoulade.

Ja, for tænk nu på den gode danske blomkål, som er puttet i den.

Det er svært at skrotte min stolthed.

Ja, for tænk nu på det mindreværd, jeg har brugt til at puste den op.

Det er svært at skrotte tankerne om dig.

Ja, for tænk nu på de dagdrømme, jeg har brugt til at fremstille dem.

Det er svært at skrotte min Gud.

Ja, for tænk nu på den tomhed, jeg bruger ham til at fylde ud.

Men mig selv, ham skrotter jeg gerne.

Skrotter gerne min støvallergi og min astma.

Ja, for tænk nu på alle de penge til medicin, jeg sparer.

Skrotter gerne min ømme nakke og skuldre.

Ja, for tænk nu på alt den dårlige holdning, jeg sparer.

Skrotter gerne min formørkede sjæl og min tvivl.

Ja, for tænk nu på alt den falske fromhed, jeg sparer.

Mikael Kongensholm

Det er ikke fordi, jeg ikke vil tale om skønhed.

Det er bare fordi skønheden forsvinder,

forsvinder, når jeg taler om den.

forsvinder, når jeg forstår den.

Skønheden skal være min usynlige ven.

Min følgesvend, som bliver i det dunkle.

Og når vi mødes, dig og mig, så tier vi.

Men jeg kan se på glæden i dine øjne,

at du også har mødt ham bag ordene.

Mikael Kongensholm

Efter måneder af dovent lys

minder en kølig sitren mod ansigtet om

at alting er i bevægelse

Under det lyse græs

findes dybder på dybder af skrot og mulige ord

Med bladene kaster tankerne sig ud over en kant

i et øjeblik af guld og død

inden de falder til ro i din hånd

løftes af en brise og slippes ud over markerne

Dorte Kappelgaard

Meningsbalance og fortælling

Når man erfarer meningsløshed, så har man tabt meningen og plottet. Forsvundet, stjålet, gået under. Der er et meningsunderskud på den indre bundlinje, og man frygter hver dag, at revisoren, ens egen nådesløse logik, skal komme forbi og dømme eksistentiel bankerot.

I sådanne situationer må man lave en handlingsplan, prøve at få udryddet underskuddet. Få tilført ny kapital. Ny mening.

Karen Blixen skulle have sagt følgende:

“Enhver lidelse er til at bære, bare den kommer ind i en historie.”

(Har hun ret? Findes der ikke lidelser, som er ubærlige og som kvæster os?)

Nu er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem meningsløshed og lidelse, men de hænger sammen. Lad os bare sige, at udsagnet også gælder for meningsløshed. Meningsløshed kan bæres, hvis den kommer ind i en historie, en fortælling.

Måske er der noget om det. En af grundene til at meningsløsheden rammer mange, er at vi har mistet kontakten med de store fortællinger. Klichéagtigt, ja. Men de er døde. Den eneste fortælling, vi har tilbage, er vores eget liv og krop, og den prøver vi ihærdigt at skrive på, bygge på, forbedre.

Men der opstår så let skriveblokade og skrivekrampe. Vi prøver krampagtigt at tvinge nok mening ud af vores eget liv, så vi kan få balance i meningsregnskabet. Tit lykkes det ikke, men vi kæmper videre, for vi har jo lært, at vi skal være ansvarlige og have kontrol over vores liv. Men til sidst kan man komme til point of no return, og give op. Slette alt det skrevne og stirre på det blanke papir, hvor meningen skulle have stået.

Nogle siger, at fortællinger og tekster generelt har overskud af mening, fordi de er åbne for fortolkning. Når en tekst er skrevet, når en historie er fortalt, mister forfatteren magten og et væld af mulige fortolkninger dukker op. Dette kan man begræde, men måske det også kan trøste. Der er nemlig så at sige mening til overs, der er overskud af mening i teksten.

En af kurene mod meningsløshed er at engagere sig i livet og verdenen omkring. Og det er udmærket. Men på en måde er dette stadig en del af forsøget på at skrive på min egen private livs- og kropsfortælling, på selv at skabe meningen.

Måske er en del af svaret, at vi skal kaste os over tekster og fortællinger. (måske endda nogle af Karen Blixen?) Koble os på dem, lade dem fylde os, fortolke dem og suge meningen ud af dem. Stoppe med selv at skrive på vores eget liv og krop, men i stedet lytte til andres fortællinger og leve os ind i nogle historier, som er større end os selv.

Måske kan vi på den måde få balance i meningsregnskabet.

(Skrevet af Mikael Kongensholm)

Æstetisk mødeledelse?

Kunst, tro og eksistens er ikke bare et interessant felt, det er et mindset, et par briller at se på verden gennem. Det er en måde at arbejde på. Ved at sætte fokus på sanser, forestillingsevne, leg og kunstnerisk udfoldelse, når vi planlægger, organiserer og tager beslutninger, får vi adgang til flere perspektiver og muligheder. Hoved, hjerte og intuition kommer på arbejde sammen, ikke som modsætninger, hvor der må lukkes af for den ene part, hvis den anden skal følges. Det samme gælder det at tage spiritualiteten med – det åbner os for den åndelige dimension i det hverdagslige. Vi bliver forbundet med det, der er den grundlæggende motivation for at arbejde med feltet.

I OPENspace indleder altid vores bestyrelsesmøder med selv at fordybe os i det skabende, i troen og i et spørgsmål, der tumler i en af os i forhold til det vi står i. På sidste møde skete det via skype. Det var en lidt speciel oplevelse at sidde foran to computerskærme og være i en kreativ proces sammen. Vi valgte at sætte fokus på inkarnation i anledning af den forestående jul: En søgen efter tegn på inkarnation, det vil sige, det at Gud kommer til verden, kommer til os, og tager liv gennem det, der sker i denne verden – på mange forskellige måder.

Vi gav os selv fem minutter til at finde spor af inkarnation, enten i noget der var sket i løbet af dagen, eller ved at skabe noget. Rie kiggede rundt på sit julepynt og reflekterede over, hvordan det at vi samles, pynter op, inviterer andre hjem, besøger andre, rykker tættere sammen i julen, er tegn på inkarnation – det at Gud kommer til os gennem hinanden. Karsten tegnede en række kroppe, der bevægede sig hen mod noget i en ’on-going’ proces med Jesus som den røde tråd. Jeg tegnede det krybberum, der er i ’Mit hjerte altid vanker’, som jeg har brug for at søge ind til og hente fokus og liv i, samtidig med at der sker meget rundt omkring det centrum.

På den måde fik vi endnu engang en oplevelse af sammen at gå til dagsordenen og planerne for det kommende år, ikke bare i hovederne, men som hele mennesker med sanserne åbne, forestillingsevnen varmet op og et hjerte for den samme sag, ikke bare som en principiel virkelighed, men som en smuk erfaring i øjeblikket. Min erfaring er, at det gør en forskel. Det giver en større oplevelse af fælles flow. Det giver mere fokus og klarsyn til at tage bedre beslutninger, end hvis vi var gået direkte til dagsordenen. Og det giver mig en oplevelse af, at OPENspace er det mulighedsrum, vi skaber rammer for og selv bevæger os i, snarere end en ’ting’, vi producerer.

Refleksion: Skønhed

Af Mikael Kongensholm, teologistuderende og deltager på temadag om skønhed

Nogle gange oplever vi ting, som er skønne, ting, som overbeviser os om, at der findes skønhed i verden. Disse skønhedserfaringer kan fylde os med glæde, de kan fylde os med fred, med mening, eller en eller anden halvforuroligende og alligevel god fornemmelse af, at der findes noget, som er større end os selv.

Skønhed gennem

Skønheden kan komme til mig på mange måder

Gennem smagssansen, når den varme kirsebærsovs gør mors risalamande utrolig perfekt i munden.

Gennem høresansen, når Griegs Peer Gynt eller Radiohead: The Bends rammer mig og skaber medsang.

Gennem synssansen, når en skov viser alle sine farver eller når en sol går ned.

Gennem følesansen, når jeg klør en ko bag øret eller mærker, hvordan en bog ligger perfekt i hånden.

Gennem duftesansen, når jeg stikker næsen ned i en dåse hvid tempelthe eller dufter til en nyslået græsplæne.

Gennem fødderne, når de nærmest af sig selv begynder at bevæge sig til god dansemusik.

Aftonland

Gennem hjertet, når der bliver sat ord på noget, som er utrolig smukt og sandt på én gang. F.eks. Pär Lagerkvists digtsamling Aftonland, som utroligt godt får formuleret gudslængsel, tvivl, og den samtidige forundring over Guds nærvær i skabelsen og naturen og følelsen af Guds fravær i vore liv. Den har bl.a. følgende linjer:

Du sträcker ut din skymningshand

och plågad själ får vila,

du släcker hjärtats tunga brand

och leder genom aftonland

den trötte till hans vila.

(jeg har kun den svenske version, men skymningshand=skumringshånd og släcker=slukker)

Kaldet på skønheden

Forskellige ting kan kalde skønhedserfaringer frem. Nogle gange er det det ukendte, som i tilfældet med den klassiske musik. Den klassiske musiks verden er stadig utrolig stor og ny og mystisk for mig. I forhold til det rytmiske musik, jeg ellers mest har hørt, så er den helt anderledes. Denne anderledeshed og mysticisme forøger chancen for skønhed, da det til tider er let at overse skønheden i ting, man kender og forstår godt.

Andre gange er det nostalgien, som kalder skønhedserfaringen frem. Ting, som jeg kender godt og tidligere har haft gode oplevelser med, kan ved et gensyn år senere, pludselig ramme ekstra hårdt igen. Udover den skønhed, som tingen besidder, kommer nu også nostalgiens kraft og forstærker oplevelsen.

I tilfældet med Pär Lagerkvists digtsamling tror jeg det skyldes, at skønheden her både sætter så smukke ord på noget, som jeg genkender i mig selv, og at skønheden her samtidig nærmer sig sandheden. Når de to ting forener sig, så er det vel ikke så mærkeligt at erfaringen bliver stærk.

Nedbrudt skønhed

Måske skønhedserfaringen næsten bliver stærkere, når skønheden ses i noget som er nedbrudt og såret, men som der alligevel er liv og håb i.

Skønhed i det nedbrudte

Skønhed i det nedbrudte

Skønheden i det nedbrudte er med til at minde os om, at skønhed ikke er det samme som perfekthed eller harmoni. Det kan det måske være nogle gange, men det skønne er ikke altid rart og ordentligt. Det kan også være vildt og kaotisk. Skønheden i det nedbrudte er også med til at minde os om, at skønheden påvirker os, minder os om håbet, og bevæger os, sætter os i gang. Sætter os i gang med at skabe mere skønhed selv, og måske med at blive klogere på dette nærmest overnaturlige, transcendente, uden for os selv, som skønhedserfaringerne nogle gange kalder på. Denne sætten os i gang er en af skønhedens funktioner.

Skønhed og funktionalitet

Skønheden kan dog også få en uoptimal plads i vores liv. F.eks. når den går ind og forstyrrer funktionaliteten på brugsting. Det hjælper ikke særlig meget at have brugsting, hvis deres skønhed gør, at man ikke kan eller tør bruge dem. Så skaber skønheden netop ikke bevægelse, men stivnelse, og så mister den hurtigt sin glans.

En rigtig interessant og vellykket temadag i går om skønhed i OPENspace var med til at kalde disse tanker frem.

Digt: Skønhed/befriet

af Karsten Auerbach

Kører gennem landskaber, som jeg ved er skønne.

Normalt giver det glæde og energi.

Men jeg mærker dem ikke i dag.

Er i stedet lettet over at kunne sige til mig selv.

At jeg heller ikke behøver at føle noget ved det.

Befriet for forpligtende gentagelser

giver jeg bakkerne, træerne, markerne lov til bare at ligge dér

– udenfor mig.

 

Refleksion: Skønheden som nødvendighed

af Dorte Kappelgaard

Skønheden er stærkt undervurderet – og misforstået! Den er hverken kedelig, ufarlig pænhed eller en overflade, der ikke kan nå de samme dybder som det destruktive. Den kan heller ikke reduceres til uopnåelige idealer. Ligesom den ikke er nogen luksus, som kun er for dem, der har overskud og dem der kan tage på udstillinger og til koncerter i weekenden.

Skønheden er en livsnødvendighed, en del af ethvert menneskes eksistensgrundlag. Den er noget fællesmenneskeligt, der minder os om, at vi er mere end det, vores omstændigheder gør os til. Den peger ud mod den store sammenhæng, der findes om ikke i den, så før, efter og rundt om den. Den møder os på alle steder, hvis vi er åbne for den, også i det brudte.

Når kunstneren bevidst eller ubevidst giver sig selv lov til at længes efter håb, lys og skønhed, og når denne kunstner har tilstrækkelige færdigheder til at udføre det, han eller hun har sat sig for, så tror jeg oftest kunstværket vil afspejle en skønhed, der vil vække genklang i den modtager, der er åben for det sprog, der anvendes. Og ideelt set vil skønheden i værket gøre modtageren lidt mere til et menneske, det menneske, som det er skabt til at være, helt og handlende, uden at kunstneren har nogen anelse om, hvordan det sker.