Digte om Skrot og skønhed

Som optakt til Roskilde Domkirkes natkirkegudstjeneste d. 11. oktober (læs mere her), brygges der på digte under temaet ‘Skrot og skønhed’. Få et par smagsprøver her:

JA før mig hen til disse fjerne glasfebermarker

hvor skrotfuglene synger om kærlighedens kommunekemi blandt

svært jern og sakse

Her vil jeg lære om kranens anatomi af en kyndig krage

og synge med mit eget næb blandt voldsramte trompeter og udtjente sko

kasserede førerhunde og ulige tal

umoderne dyder og ustemte klaverer

og jeg vil huske glemte ord som:

langmodig, negerkys og vindbøjtel

Trine Andersen

I Vestjylland brændte vi bare tingene af.

Ikke noget med genbrug, bare røg mod himlen.

Men her i København, her er det svært at skrotte.

Det er svært at skrotte min langsomme smartphone.

Ja, for tænk nu på minearbejderne i Congo, som har skaffet de sjældne metaller til den.

Det er svært at skrotte min gamle hættetrøje.

Ja, for tænk nu på fabriksarbejderne i Bangladesh, som har fremstillet den.

Det er svært at skrotte min for gamle remoulade.

Ja, for tænk nu på den gode danske blomkål, som er puttet i den.

Det er svært at skrotte min stolthed.

Ja, for tænk nu på det mindreværd, jeg har brugt til at puste den op.

Det er svært at skrotte tankerne om dig.

Ja, for tænk nu på de dagdrømme, jeg har brugt til at fremstille dem.

Det er svært at skrotte min Gud.

Ja, for tænk nu på den tomhed, jeg bruger ham til at fylde ud.

Men mig selv, ham skrotter jeg gerne.

Skrotter gerne min støvallergi og min astma.

Ja, for tænk nu på alle de penge til medicin, jeg sparer.

Skrotter gerne min ømme nakke og skuldre.

Ja, for tænk nu på alt den dårlige holdning, jeg sparer.

Skrotter gerne min formørkede sjæl og min tvivl.

Ja, for tænk nu på alt den falske fromhed, jeg sparer.

Mikael Kongensholm

Det er ikke fordi, jeg ikke vil tale om skønhed.

Det er bare fordi skønheden forsvinder,

forsvinder, når jeg taler om den.

forsvinder, når jeg forstår den.

Skønheden skal være min usynlige ven.

Min følgesvend, som bliver i det dunkle.

Og når vi mødes, dig og mig, så tier vi.

Men jeg kan se på glæden i dine øjne,

at du også har mødt ham bag ordene.

Mikael Kongensholm

Efter måneder af dovent lys

minder en kølig sitren mod ansigtet om

at alting er i bevægelse

Under det lyse græs

findes dybder på dybder af skrot og mulige ord

Med bladene kaster tankerne sig ud over en kant

i et øjeblik af guld og død

inden de falder til ro i din hånd

løftes af en brise og slippes ud over markerne

Dorte Kappelgaard