Refleksion: Skønheden som nødvendighed

af Dorte Kappelgaard

Skønheden er stærkt undervurderet – og misforstået! Den er hverken kedelig, ufarlig pænhed eller en overflade, der ikke kan nå de samme dybder som det destruktive. Den kan heller ikke reduceres til uopnåelige idealer. Ligesom den ikke er nogen luksus, som kun er for dem, der har overskud og dem der kan tage på udstillinger og til koncerter i weekenden.

Skønheden er en livsnødvendighed, en del af ethvert menneskes eksistensgrundlag. Den er noget fællesmenneskeligt, der minder os om, at vi er mere end det, vores omstændigheder gør os til. Den peger ud mod den store sammenhæng, der findes om ikke i den, så før, efter og rundt om den. Den møder os på alle steder, hvis vi er åbne for den, også i det brudte.

Når kunstneren bevidst eller ubevidst giver sig selv lov til at længes efter håb, lys og skønhed, og når denne kunstner har tilstrækkelige færdigheder til at udføre det, han eller hun har sat sig for, så tror jeg oftest kunstværket vil afspejle en skønhed, der vil vække genklang i den modtager, der er åben for det sprog, der anvendes. Og ideelt set vil skønheden i værket gøre modtageren lidt mere til et menneske, det menneske, som det er skabt til at være, helt og handlende, uden at kunstneren har nogen anelse om, hvordan det sker.